Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

8. - 18. marts 2009: Virginia Beach, Virginia og Newport, Rhode Island, USA.

                        

Det er frygtelig tidligtsøndag d. 8. marts 2009 at jeg skal være i lufthavnen i Kastrup for at flyve til USA. Jeg skal hjemmefra allerede kl. 5:30 for at være rettidig til check-in. Pre-sikkerhedscheck af Continenatal's personale lidt af ingen ting, men de udleverer indrejsepapirer som i "gamle dage", hvilket jeg ikke forstår, for den nye internet anmeldelse skal jo afskaffe dette. Svaret er at det ikke virker endnu (startede som forsøg i august 2008 og trådte i kraft fra nytår 2009 ??). Resten i check-in og sikkerhedskontrol er kun formalitet. Ind i transit området og finde en cafe for morgenmad, det var der ikke tid til hjemmefra ! Efter maden går jeg til gaten og udfylder indrejsepapirerne. ½ time før afgang, kl. 8:00, border vi flyet og finder pladserne. Jeg får min vinduesplads (ikke Økonomi-plus eller Business klasse, til USA rejser vi "monkey"-klasse), fik at vide i check-in (da jeg spurgte om jeg ved et tilfælde er blevet opgraderet, det er jeg ikke) at flyet kun er halvt fyldt. Så jeg håber på at der ikke kommer en passager til midtersædet. Men jeg er endnu heldigere, da der slet ikke kommer nogen til min række af sæder. Så så snart vi er i luften, lægger jeg mig ned og får indhentet noget af den manglende søvn. Flyet har afgang til tiden, og der skal serveres et måltid, hvilket jeg springer over. Så er det kun at vente på at der falder ro i kabinen, og så er jeg i drømmeland. Når at få 5 timers søvn inden jeg vågner igen, men forbliver i det horisontale plan så længe som muligt. Vi ankommer 3/4 time tidligere end planlagt, og her i Newark, New York, skal vi så gennem indcheck. Til alt held, er alle skranker fri, så jeg går direkte til pasbetjenten, og er hurtigt gennem. Jeg spørger pasbetjenten ang. indrejsepapirene i stedet for internet formularen, og han siger at han kan se mine detaljer fra internettet på hans skærm, men grunden for stadig at bruge papir formularerne er at mange passagerer ikke foretager internetanmeldelses. Jeg troede det er et krav, og der afvises (sådan står der på hjemmesiden). Herefter venten på bagagen og køre den gennem tolden for igen at aflevere, til den videre rejse til Norfolk, Virginia. På ny sikkerhedscheck, og så er jeg igen i transit området og skal her vente 3-3½ time. Finder en Starbucks hvor jeg kan sidde og få lidt frokost og læse og skrive for at slå tiden ihjel. Flyet videre til Norfolk afgår til tiden, men ude på taxibanerne sættes vi i kø og har 14 fly foran os. Det giver en ventetid på ca. 25 min, men endelig er vi i luften. Ved ankomst til Norfolk bemærker jeg at lufthavnspersonalet går rundt i shorts og kortærmede skjorter, og stewardessen fortæller mig at det ikke er nødvendigt at tage min bomberjakke på. Udenfor er temperaturen over 26ºC, så det er en behagelig overraskelse. Jeg henter nøgler til udlejningsbilen, og henter derefter bagagen, og så er jeg klar til den sidste strækning til hotellet ved stranden. Her checker jeg ind og går op på værelset med bagagen. Herefter er det ud for at finde restauranten, Outback, jeg har tænkt mig at spise på. Men det viser sig at de har midlertidig lukket, så jeg må ændre planen, og det bliver så en Sushi bar, Shogun. Herfra går det tilbage til hotellet og så i seng, der er jo undervisning i morgen.

Morgenen, mandag d. 9. marts 2009, starter rigtig flot med fuld sol. Desværre ikke noget jeg kan nyde, for efter morgenmaden er det afgang til kontoret for at gøre klar og stille op til kurset. Det viser sig at der kun er to kursister (sidste uge var der 5), så de får intensiv undervisning. Frokosten indtager vi på en lokal kinesisk restaurant. Undervisningen slutter kl. 16, og så er det tilbage til hotellet, hvor jeg er nede i fitnesscenteret for at løbe en tur på løbebåndet. Nu skal jeg bare svede af inden badet, og så finde en restaurant for aftensmad. Da tiden er inde, svigter lysten mig, og jeg vælger hotellets restaurant, som er en rigtig god fiskerestaurant, Salacia /Catch 31. En kort spadseretur efter maden for lige at synke maden, og så tilbage på værelset og gå til ro.

Det er rigtig "elevator"-vejr herovre, i går nåede temperaturen op omkring 25ºC og i dag, tirsdag d. 10. marts 2009, bliver det op til 8-10ºC. Men det er klart vejr jeg vågner op til. Efter morgenmaden på kontoret, er det afsted til kontoret og undervisningen. Halvvejs gennem formiddagen får jeg en overraskelse af de store, da en af vores amerikanske sælgere kommer brasende ind i undervisningslokalet mens jeg underviser. Ingen undskyldning eller forespørgsel om han må forstyrre, han fortsætter højttalende sin fremvisning af noget udstyr, vi har hængende på væggen, for sine kunder. Efter ca. 10 minutter går han og kunderne igen, stadig ingen undskyldning. Jeg har aldrig oplevet en sådan mangel på respekt for andres arbejde som han udviser, og jeg var helt stum af forbavselse, hvilket har irriteret mig siden. Mine support kolleger i USA fortæller også at han generelt er sådan, mig - mig - mig, jeg er den mest vigtige af alle. Frokosten i dag står på mexicansk mad. Efter undervisningen er jeg en tur i den lokale mall, for at se om der er noget jeg ikke kan leve uden, og det blev til nogle jeans. Herefter er tilbage til hotellet og lige hvile ryggen i ½ time inden jeg tager afsted igen. Jeg har fundet en anden Outback restaurant, ca. 15-20 km fra hotellet, som jeg vil frekventere. Herefter er det tilbage til hotellet og skrive, læse, se TV og sove.

Det er nu blevet onsdag d. 11. marts 2009, og vejret bliver igen fint og varmt, op i nærheden af 20ºC. Dagene går jo ens med morgenmad, undervisning, frokost, undervisning og fri ved 17-tiden. I dag er det så lige tilbage til hotellet og en tur ned på løbebåndet i hotellets fitnesscenter. Kunne mærke at jeg ikke var helt frisk til turen, så det blev kun til ca. 35 min. Efter badet er der afgang til en ny sushi restaurant, Zushi, der ligger som nabo til det hotel jeg normalt bor på herovre. Og så er det slut med den dag.

Det ser koldt ud når jeg kigger ud af vinduerne, torsdag d. 12. marts 2009, og ser på Atlanterhavet. Vejrudsigten siger også at det bliver 7-8ºC i dag. Dagene udspiller sig stort set ens, da hovedformålet er undervisningen. Efter arbejde er jeg inviteret til en komsammen på en lokal cafe, hvor de skal have organiseret en firma-sportsklub i lighed med T&T Lyngby og T&T Aalborg. Jeg kommer lidt senere, da jeg lige skal hen og købe nye western-støvler og ind til en frisør. Og så er det også hen og snakke med mine amerikanske kolleger. Selskabet bryder op og nogle vil videre for middag, jeg synes det er for tidligt, og andre vil tage hen på baren på mit hotel, så dem slutter jeg mig til. Men efter at have været oppe på mit værelse med PC'en og kommer ned igen, finder jeg dem ikke, og baren er ikke så stor. Nu kørte vi heller ikke sammen, så jeg tænker de har skiftet mening efter jeg kørte fra dem. Så derfor finder jeg mig en kombineret fiskerestaurant /sushi bar, Mahi Mare, i den anden ende af strandpromenaden, hvor jeg indtager middagen. Og så tilbage til hotelværelset og slutte dagen.

Jeg er nu nået til fredag d. 13. marts 2009, den sidste undervisningsdag. Igen er morgen- og dagtimerne stort set identisk med de tidligere dage. Kl. 16 er kurset slut, der er afholdt sluttest og jeg har sagt farvel til kursisterne og der er blevet pakket sammen. En fyraftensøl sammen med kollegerne inden jeg kører ud for at kigge i de lokale forretninger, inden jeg returnerer til hotellet. Jeg SMS'er med en af mine danske kolleger, Jesper, der også er herovre, og vi aftaler at tage ud og spise sammen, på ny en fiskerestaurant, Hot Tuna, men de serverer også andet end fisk. En af vores amerikanske kolleger slutter sig til os, og efter maden kører vi til en bar /spillested, Kokoamos, hvor vi møder endnu en af de lokale kolleger. Vi spiller lidt pool, drikker lidt øl og hører live musik, indtil det blive for meget for mig, og jeg kører tilbage til hotellet ved midnatstid.

Det er stadig væk "øv"-vejr, koldt og blæsende, lørdag d. 14. marts 2009. Jeg starter ud langsomt, har sovet længe og sidder længe over morgenmaden (første gang denne uge jeg spiser "usundt", amerikanske pandekager !). Jesper kommer endnu senere ned, og vi aftaler at køre op til Williamsburg til en outlet-mall, for at se om de har noget vi mangler. Vi kører fra hotellet ved middagstid, og kører omkring og samler en dansk kollega (han hedder også Jesper), udstationeret på vores kontor i USA, op, og så går det nordpå til Prime Outlet ca. 1 times kørsel væk. Heroppe går vi rundt og kigger i de forskellige forretninger, hvor vi koncentrerer os om tøj- og sportsforretningerne, vi får også brugt lidt penge her, og vi laver også et stop for en sen frokost. Omkring 18:30 tiden har vi fået nok, og beslutter at vende næsen mod Virginia Beach. Vi er blevet inviteret ud til endnu en dansk kollega udstationeret på kontoret herovre, men jeg takker pænt nej til denne invitation, idet jeg mener at jeg bør begynde at pakke mit grej så det er klar til en tidlig check-ud fra hotellet i morgen. Så det er hvad jeg begynder på da jeg er tilbage på hotellet, og derefter går jeg ned på hotellets restaurant, som jeg allerede har besøgt i denne uge, for aftensmad. Der er fuldt optaget da jeg kommer derned, men jeg får at vide at jeg kan få et bord efter ca. 20 minutter, og det accepterer jeg. I ventetider drikker jeg en øl mens jeg sidder og læser, men efter 1 time er gået, informerer jeg en af tjenerne om at jeg sletter min reservation, så sulten er jeg ikke mere så sent. Herefter er det på på værelset og tidligt i seng .

Igen ødelægges min søndagssøvn, da jeg skal være i lufthavnen kl. 8, søndag d. 15. marts 2009. Jeg får pakker det sidste og rydder værelset og checker ud, og så er der ½ times kørsel til lufthavnen. Det regner, så jeg ser ikke frem til gåturen fra biludlejningen parkeringsplads til afgangshallen. Men der er arrangeret transport fra parkeringspladsen, så jeg skal kun flytte bagagen fra en bil til en anden. Og 3 min. senere er jeg indendørs i afgangshallen. Check-in er hurtigt overstået, idet jeg selv skal foretage den på PC skærmen, og derefter levere bagagen til sikkerhedspersonalet for gennemlysning. Nu er det tid til morgenmad, og jeg går en runde til de få åbne restauranter for at se hvad de tilbyder, og det bedste tilbud (ikke prismæssigt, men kvalitet) er en sportscafé, så det bliver mit valg. Efter morgenmaden går jeg til gaten i god tid, for ikke at skulle stresse lige før flyafgang, men først er der sikkerhedskontrollen. Jeg har en ny trøje, et køb fra i går, på med et stort NFL Patriot logo på, og den interesserer sikkerhedsbetjenten da han også er Patriot-fan og oprindelig fra New England Så det er det letteste sikkerhedscheck jeg haft her i USA, da han snakkede og snakkede. Første flyafgang, til Washington Reagan, afgår fra gaten til tiden, men så bliver vi holdende en tid på en af taxibanerne. Men endelig er der take-off, og jeg falder i søvn så snart vi er i luften. Jeg vågner igen lige før landing og kan se at vi er ca. 15-20 min. forsinket. Så starter uroen , når jeg videreforbindelsen til Boston. Men ingen problemer, ankomstgate og afgangsgate er næsten ved siden af hinanden, og flyet jeg skal videre med er ikke ankommet endnu. Det kommer ca. 20 min for vores afgangstidspunkt, og de når det med kun et par minutters forsinkelse. Begivenhedsløs flyvning nordpå til Boston, men hver gang jeg kigger ud af vinduet bliver vejret mere og mere klart, og da vi lander er det strålende sol og ca. 15-18ºC. Vi ankommer til tiden, og nu er det bare at hente bagagen og finde biludlejningen for at få udleveret en bil for den sidste tur sydpå. Jeg er heldig, for bilen er udstyret med GPS, hvilket gør det lettere at finde ud af byen, og jeg behøver ikke konsultere kort hele tiden. Jer har ca. 1½ times kørsel ned til Newport, og omkring halvvejen drejer jeg af for at finde et supermarked hvor jeg vil købe nogle drikkevarer til alle dagene her. PÅ vej til forretningen ser jeg pludselig et skilt der viser til Gillette Stadium, Patriots hjemmebane, så efter indkøbet taster jeg stadionet ind som nyt mål. Der er kun ca. 10 km derhen. Jeg finder det og går rundt og kigger ind på stadionet (fra ydersiden, det er lukket af) og på forretningerne rundt om, også Patriots egen forretning. Efter ca. 1 time tastes en hotellet ind på ny på GPS'en og så er det afsted. En meget smuk tur i fuld sol, og jeg ankommer til hotellet hvor jeg checker ind, og får bagagen op på værelset. Her er det så et hvil inden turen går ned i fitnesscenteret. Et bad og så ned i restauranten, Five 33, for aftensmad, og mens jeg sidder og spiser ankommer 3 kolleger fra Lyngby kontoret, de skal også deltage i kurset i næste uge. De slår sig ned og spiser med, og jeg bliver opdateret hjemmefra. Efter middagen, de er trætte efter den 8 timer lange flyvetur og de 1½ time kørsel herned, er det tilbage på værelset for natten.

Morgenmad i restauranten, med en fantastisk udsigt ud over vandet med en smuk solopgang mandag d. 16. marts 2009. Efter ca. ½ time kommer mine kolleger også, og Charles, fra vores USA kontor er også ankommet. Vi skal alle på kursus heroppe, hos en "ny" leverandør, i en ny maritim satellittelefon. Kurset kører helt frem til kl. 17, med nogle emner der er interessante, og nogle der absolut ikke er det, jeg vil jo have de tekniske informationer, men føler de bliver jappet af. Turen tilbage til hotellet gør jeg alene idet de øvrige skulle ud og shoppe og derefter ville tage en køretur rundt i området. På hotellet slapper jeg af inden jeg tager ned på Sumo Sushi, midt i Newport. Efter aftensmaden er det retur til hotellet med lidt TV og så i seng.

Igen, tirsdag d. 17.marts 2009, starter dagen smukt i restauranten til morgenmad. Og igen i dag starter jeg der alene, inden de øvrige kommer drypvis. Og igen er der kursus for os, efter samme skabelon som i går (noget kedeligt og noget interessant). En af kollegerne rejser hjem i dag, og to andre kører ham i lufthavnen i Boston, også for at shoppe. Jeg tager en tur på løbebåndet igen, og efter denne tur, begynder jeg at pakke, for i morgen rejser jeg hjem. Efter badet er det tid for for aftensmad, og jeg ringer til Charles for at høre om han vil med ud, men han har allerede spist på hotellet. Jeg søger ned i byen uden noget mål, men en ide. Ideen holder ikke, men der er talrige restauranter, spørgsmålet er bare om de har åbent her udenfor sæsonen. Jeg finder en restaurant der ser hyggelig ud, Black Pearl, beliggende på et gammelt værtsområde og med et interessant menukort. Efter maden er det retur igen til hotellet, hvor jeg fortsætter med at pakke inden det bliver sengetid.

Dagen for hjemrejse,onsdag d. 18. marts 2009, igen med den flotte udsigt i fuld sollys under morgenmaden. Der først er flyafgang til aften, så efter at have pakket færdig og rømmet hotelværelset, kører jeg ud til fabrikken og deltager i formiddagens kursus, som pga. lidt rykken rundt på emnerne er helt til min tilfredshed, idet det er et af de tekniske emner. Efter frokosten kører jeg og en af de andre danskere mod Boston. Han har et ønske om at besøge en Harley Davidson forretning, nej han skal ikke købe en motorcykel men en jakke, og han har adressen på forretningen. Her er der igen god brug for GPS'en til at finde rundt i Boston, men alligevel lykkes det den at bringe os på vildspor. Dog også tilbage, og vi finder forretningen. Herfra vil jeg ind på Hard Rock Cafe, og er spændt på om kortet i GPS'en er opdateret med den nye adresse på HRC (senere finder jeg bud af at det er ca. 2 år siden de flyttede). Det er det ikke, så vi bliver ledt til den gamle lokation. Det er flere år siden jeg var her sidst, så jeg kunne ikke rigtigt genkende stedet, og jeg prøver derfor at finde et marked som jeg har set skal være nabo til den nye HRC. Det lykkes naturligvis ikke, når lokationen er forkert, så vi må spørge os frem. HRC er flyttet bliver vi informeret, og så er det tilbage til bilen med en ny adresse. Denne gang lykkes det, og jeg genkender markedet. Vi smider bilen og går en tur rundt i forretningerne inden det er tid for aftensmaden på HRC. 1½ time efter er vi igen i bilen og skal køre den sidste tur til lufthavnen, hvor bilen skal afleveres og vi checke ind. Ved check-in skranken bliver vores pas og billetter forbyttet, og det opdager jeg først efter jeg er blevet clearet af en sikkerhedsvagt. Min kollega står i køen lige ved siden af, og også hans billet og pas accepteres. Jeg informerer om fejltagelsen, og de ser bare "bøvede" ud og checker igen billede og navn i pas med navn på billet. Så meget for sikkerhed i USA ! Nu er det bare at vente og få tiden til at gå inden bording 1½ senere, men det er en kedelig lufthavn med meget få forretninger, så vi hænger bare ved gaten. Det er godt nok sparetider hos flyselskaberne. Vi flyver med IcelandAir, og her er ikke meget sædepolstring til os og heller ikke fri servering af mad, den skal vi købe (og der er kun meget få ting at vælge mellem). Heldigvis har vi spist og har også købt drikkevarer til turen. Så snart vi er i luften, læner jeg mig tilbage og falder i søvn, trods spektaklet med madvognene. Jeg vågner lige før landing på Island, hvor det nu er blevet torsdag d. 19. marts 2009 og vi hvor har en ventetid på 2 timer inden den sidste flyvetur til København. Også her, på den 3 timer lange tur, falder jeg i søvn. Vi lander i København til middag, og så er det bare at få bagagen og komme hjem.

Tilbage til mine rejser
















April 30, 2018 :: Top