Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

2. - 13. august 2007: Virginia Beach, Virginia, USA.

Denne gang går rejsen til vores kontor i Virginia Beach, USA, med afgang fra København, torsdag d. 2. august 2007 ved middagstid, og mellemlanding i Washington D.C. (Dulles International Airport). Flyveturen går uden problemer, og jeg er ved check-in i Kastrup blevet opgraderet til "Economy plus", og får derfor et større sæde og mere benplads, skønt. Der er så mange passagerer booket på dette fly, at de har overbooket, og tilbyder 600 i kompensation (dog kun det halve hvis der skal skaffes en ny billet til USA, hvad tænker de på, når folk sidder i transithallen på vej ud). Dog en ½ times forsinkelse ud af København er annonceret til ikke at give ændringer i ankomsttiden, men det holder ikke helt vand, for der er en forsinkelsen på 15 minutter i Washington. Jeg skulle have haft 1¾ times transittid, som nu er skåret ned til 1½ time. Tror dog på at jeg kan nå det alligevel, da jeg kommer ud af flyet som en af de første og får arrangeret mig i bussen ind til immigrationen så jeg igen står forrest ved udgangen her. Men der er meget lang kø i immigrationen, og det tager tid, meget lang tid. Med ca. 15 min tilbage til min flyafgang til Norfolk, VA, passerer jeg paskontrollen uden anmærkninger, de er faktisk flinke i dag. Nu er det så at finde bagagen, der selv om den er checket ind til slutdestinationen, skal findes og bæres gennem toldkontrol for så at blive leveret til ny sikkerhedskontrol. Igen mega lang kø, og total forvirring ved bagagebåndene, for lidt plads til for mange mennesker og deres kufferter, og hen til de efterfølgende kontroller. Personalet her kan simpelt hen ikke følge med ved skannerne til bagagen, så den skal blot stilles der foran maskinerne, og så selv videre til personlig kontrol. Her er det at tiden til min næste flyafgang er mere end udløbet. Så uden større hastværk spadserer jeg til gaten og melder mig. Jeg bliver informeret om at jeg er meget tidligt på den, for flyet vil ikke afgå før kl. 22. Hertil svarer jeg, at det er 16:45 flyet jeg skal med. Gatekeeperen kigger undrende på mig og siger at den fløj for 20 minutter siden, så jeg skal gå hen i billetcenteret og blive booket om. Her undskylder de at jeg ikke kan komme videre før kl. 22 (hvilket jeg jo udmærket ved, da det vel er 4. eller 5. gang det er sket for mig her). Ny billet og ned i launchen og vente. Flyet går til tiden, og igen er jeg blevet opgraderet (prima plads til en lille lur på den 45 min. lange tur). Nu skulle man tro at med den 5 timers forsinkelse i Washington, vil bagagen jo kunne nå med. Så stor er min forundring da jeg i Norfolk står og venter ved bagagebåndet. Kun én af 3 stykker bagage kommer (kun min sportstaske med løbetøjet). Det er ikke lige det jeg har brug for kl. 23 efter 16-17 timers rejse. Men hen og anmelde de manglende kufferter, afhente udlejningsbilen og finde hotellet. En køretur på ½ times tid, og jeg er på hotellet. Hurtig check-in og op og i seng.

Ca. kl. 5 om morgenenfredag d. 3. august 2007 bliver jeg vækket af en rumsteren ved døren. To gange blev døren forsøgt åbnet, men den går på sikkerhedsbøjlen. Det er så den nattesøvn. Selv om jeg forsøger ihærdigt, kan jeg ikke falde i søvn igen. Da jeg er nede til morgenmaden et par timer senere, beklager jeg mig over det skete, som de vil undersøge. Nu har jeg jo egentlig en hel arbejdsdag på kontoret herovre, men pga. den manglende bagage, må jeg ud og indkøbe tøj og personlige artikler, til at supplere indtil bagagen bliver fundet. Alle forretninger åbner dog først ved 9-10 tiden, så jeg er først klar efter at have skiftet til nyt og rent tøj ved 11:30 tiden, og kan nu komme i gang med de rettelige arbejdsopgaver. Der er manualer der skal samles, de tilsendte er i det gamle koncept, og alt er blevet ændret, så jeg har haft mine kolleger herovre til at printe og kopiere alle siderne. Jeg skal også sikre mig at alt udstyr er eller vil være klar til kursusstart mandag morgen. Bliver færdig ved 17-tiden og kan køre fra kontoret og ned til dykkerforretningen Dive Quarters, som jeg har talt med hjemmefra om dyk. Jeg har selv planlagt at skulle dykke lørdag, men der er ikke flere pladser, dog er der plads søndag. Jeg booker mig på til disse dyk. Nu er det så tilbage til hotellet og lige slappe af ½ time inden aftensmaden. Min kollega Torben (som har stået for kurset i denne uge) og jeg har talt om at spise sushi. Vi har først forsøgt (midt på eftermiddagen) at booke bord på en restaurant ude på stranden, men alt her er udsolgt, derefter har jeg prøvet på en sushirestaurant nær dykkercenteret, men også her er der fuldt booket. Til alt held ligger der så en sushirestaurant lige rundt om hjørnet ved hotellet, det bliver denne. Rigtig "smovs". Ved 22-tiden trækker vi os tilbage mætte og lidt brugte. Tid til at finde sengen.

Nu jeg ikke har nogen speciel aftale
lørdag d. 4. august 2007 kan jeg tage en rolig afslappet dag, startende med morgenmad sammen med Torben. Her får vi talt ud om hans kursus, og om forhold og kursister der fortsætter på mit hold. Efter morgenmaden skal Torben pakke og hjem, mens jeg flader ud på sengen til en film på TV. Over middag kører jeg mod stranden, det er jo fantastisk vejr, men hotellet har ingen udenoms arealer eller pool/poolområde, hvor jeg kan ligge og suge lidt sol. Jeg er dog ikke den eneste der har fået ideen med stranden, for jo nærmere jeg kommer, jo flere biler er der. Jeg når dog helt ud til yderste gade, hvor alle strandhotellerne ligger, og her kan jeg mellem hotellerne se ned på stranden, og der er sort af mennesker. Næste problem er at jeg ikke kan finde nogen parkeringsplads, så jeg kører bare forbi og væk igen. Her til eftermiddag skal jeg også afhente luftflasker og vægtbælte til min dykketur søndag, så jeg smutter ind på dykkercenteret. Mens "mine" flasker bliver fyldt, kommer to dykkere hjem fra deres tur (den jeg hjemmefra havde planlagt at tage på). De er noget utilfredse, og har kun dykket en af de to dyk, fordi sigten efter deres udsagn er nær 0 m. Det lyder jo ikke opløftende for min tur næste dag, men ingen kan forklare hvorfor der skulle være så dårlig sigt, det har jo ikke været så dårligt vejr. Nå, jeg får mine flasker og bælte og kører tilbage på hotellet. Nu er der jo rigelig tid til at smutte ned i fitnesscenteret og tage en 5 km tur på løbebåndet, inden det bliver tid for aftensmad. Og igen bliver det en af restauranterne i nabolaget (der ligger mange forskellige indenfor 3-500 meter fra hotellet). Det bliver et kombineret bryggeri/restaurant efter tysk forbillede. Herefter er det til køjs, da der er tidlig afgang til dykket i morgen.

Og det er tidlig start fra hotellet
søndag d. 5. august 2007. For at nå til marinaen, hvor båden skal hente os, til kl. 5:30, må jeg op kl. 4:45. Der kan læses mere om dykketuren andet steds her på hjemmesiden. Efter dykketuren kan jeg godt mærke at det trækker lidt i huden i ansigtet. Jeg har glemt at medbringe solblok til turen, så jeg er kogt rød på ikke-beskyttede dele af kroppen, og mest i ansigtet. Nå efter et hvil på hotelværelset er det middag på pizzarestaurant og slut på dagen. Desværre har dagens høje temperatur og luftfugtigheden gjort at da mit kamera kom ned i 15-16°C koldt vand duggede linsen, så alle billederne jeg tog undervandet blev tågede, øv.

Og så er det hverdag igen,
mandag d. 6. august 2007. Kurset skal starte kl. 9, og hjemmefra ved jeg at der er 4 kursister. Torben har så fortalt at en af hans deltagere har fået lov, af sit firma, til at blive i min uge mere og deltage her, fint nok (4 personer synes at være lidt vel få at rejse til USA for). Kl. 9:10 møder endnu en deltager (én jeg ikke kender til), og han beretter at han samme morgen har fået en afvisning via mail fra vores kursusplanlægger, men at han vover forsøget alligevel. 5 eller 6 deltagere er ikke noget problem, der er manualer nok. Yderligere 1½ time senere kommer endnu en deltager (og han bliver også den sidste), og han kommer også med på holdet. Holdet er godt spredt aldersmæssigt og også videnmæssig. Der er en af deltagerne, som godt nok er langsom i forståelsen. Enten er han langt bagefter os andre når han stiller spørgsmål, eller også er han langt forud og tager forskud på begivenhedernes gang, og ikke kan få det til at passe med det jeg lige er i gang med at forklare. De unge på holdet har lidt svært med at forstå at 1 times frokostpause er 60 minutter, og ikke 90, og kan derfor ikke forstå at kurset trækker ud til kl. 17:15. Efter ankomst til hotellet er det lige ½ time fladt på ryggen inden løbebåndet skal slides igen. Da jeg kommer op igen efter løbeturen og får kølet af inden badet, er sulten forsvundet og klokken mange, så jeg "gider" simpelt hen ikke tage ud og spise, hvorfor aftensmaden bliver sprunget over.

Tirsdag d. 7. august 2007 er atter en undervisningsdag, og intet specielt sker. Tilbage på hotellet er der afleveret en note fra hotelmanageren, som informerer om at strømmen vil blive afbrudt kl. 19 og i op til 8 timer. Hvad i himlens navn skal jeg foretage mig på et hotelværelse uden lys og TV. Da strømmen forsvinder tager jeg af sted for spisning. Aftensmaden bliver på en australsk inspireret restaurant, Outback (100% amerikansk). Ca. ½ time efter jeg kommer tilbage til hotellet igen, ved 22-tiden, kommer lyset igen, og jeg kan se at tage kontaktlinserne ud, hvilket har været min største bekymring. Nødgeneratorer havde sørget for strøm til elevatorerne (jeg bor på 7. etage, og ingen amerikaner ved sine fulde 5, vil være gået så højt ad trapper) og lys på gangene.

Også
onsdag d. 8. august 2007 er undervisningsdag, Nu er ham den "langsomme" ved at gå mig på nerverne, for nu er han også begyndt på at forklare hvordan vi burde have lavet satellittelefonerne, og kan slet ikke får det til at hænge sammen tilslutningsmæssigt, og vil gerne bruge lang tid med at forklare hvordan andre fabrikanter har gjort. Han forsøger nu konsekvent at være foran, og prøver at være helt fremme i skoene, men det falder meget dårligt ud. De øvrige klarer sig fint. Jeg håber ikke det skinner for meget igennem at jeg er blevet træt af ham. Nå dagen får en ende, og tilbage til hotellet, for en løbetur inden aftensmaden. Jeg føler en muskelkrampe i læggen under løbet, men håber ikke det bliver mere. I aften prøver jeg "The Cheesecake Factory", og tro det eller lad være, men jeg får ingen cheese-cake. Der er simpelt hen ikke plads. Mine øjne siger "ja-ja-ja", men min mave protesterer og siger lige så kraftigt "nej-nej-nej". Maven vandt. Herefter er det tilbage på hotellet, tv'et og sengen.

Torsdag d. 9. august 2007 er igen en undervisningsdag, uden overraskelser. Finder ud af at en af mine amerikanske kolleger også er dykker, og at han muligvis kan arrangere dyk for mig lørdag. Han vil undersøge mulighederne videre i løbet af dagen. Efter arbejdet er jeg en tur i mall'en for at snuse. Herefter til hotellet og massere min læg, som har pint mig hver gang jeg skal gå. Den medbragte "Tiger-balsam" fra Thailand bliver brugt og har sin gode virkning. Middagen bliver indtaget med et par kolleger fra USA-kontoret og Jesper, en af mine supportkolleger fra Lyngby, som også er på besøg. Igen en kort tur til en restaurant, 500 m fra hotellet, på "Smokey Bones".

Vi er nu ved at være ved vejs ende, sidste undervisningsdag
fredag d. 10. august 2007. Sidste dag er oftest den mest afslappende dag for mig, idet der primært er praktiske øvelser for kursisterne, og det gælder også denne gang. Jeg har lovet at vi vil være færdige ved 15-tiden, og det arbejder jeg hen imod. Dog, den afsluttende test trækker længere ud end jeg har planlagt, de behøver mere tid end jeg normalt sætter af. Det virker dog som om de har forstået undervisningen, og har i hvert tilfælde nu en mulighed for at slå op i bøger og programmer og finde svaret på deres problemer. Der spores stor tilfredshed fra alles side (også "nokkefåret"), og flere bekendtgør at det er et af de bedste kurser de har deltaget på. Nu kender jeg jo amerikanernes overfladiske tilgang til ros, så det har nok ikke været så ringe endda. Jeg forhører mig hos kollegaen om dyk lørdag, men desværre har han ikke haft heldet med sig og mig. Vi aftaler at næste gang jeg skal holde kursus derovre, skal vi lave en aftale, så han kan planlægge noget spændende. Efter af- og oprydning, så der er rent bord til det næste kursus på mandag, hvor endnu en dansker kommer til byen for at afholde dette, er det tilbage på hotellet. Planen er en løbetur inden middagen, men det trækker stadig lidt i læggen, så jeg afstår. Derfor er det afslapning til vi skal mødes for middagen kl. 20. Vi 3 danskere og en af de amerikanske supportere (Chip/Charles) skal ud sammen. Chip kender en Tex-Mex restaurant, som er forholdsvis ny her i byen, så den er for tiden et rigtigt "in"-sted. Også denne ligger i gåafstand fra hotellet, og ja, der er virkelig run på denne restaurant. Vi vil ikke kunne få bord før efter 1½ time, bliver vi meddelt da vi ankommer. Vi bliver, i hvert tilfælde for en øl og så vil vi se. Chip viser sine amerikanske evner og får bestukket os til et bord efter ½ time (det kræver dog 30 US$ og personalets arbejde med at flytte et bord og stole fra den udendørs afdeling, hvor ingen vil sidde pga. varmen). Det er en kombineret restaurant og diskotek, men Tex-Mex maden er fin og rigelig. Øllet er generelt tyndt i USA (Bud light, Miller light, ??? light, næsten al øl er light) og også her, og uden det store udvalg af udenlandsk øl. Langsomt bliver restauranten omdannet til disko, og der bliver skruet op for musikken. Ved 23-tiden har jeg fået nok. Jeg har ikke noget imod latino-musik og snak, men når begge dele når et lydtryk som her, bliver jeg træt i hovedet. De 3 andre begynder at "mingle" i lokalet, og jeg takker for aftenen.

Nu er det weekend, og der er ikke de store planer efter dykketuren er blevet aflyst. Jesper har talt en del om morgenmad på IHOP (International House of Pancakes) en restaurantkæde jeg ikke kender, så aftalen er at vi
lørdag d. 11. august 2007 vil starte dagen der. Vi aftaler at mødes kl. 9 i lobbyen, og kører så af sted, med Jesper som chauffør. Ikke den første og nærmeste IHOP vi møder (det er et skod-sted, iflg. Jesper), men ud tættere på stranden. Vi er ikke de eneste med denne tanke, der er næsten fuld hus, men vi slipper ind uden ventetid. Morgenmaden her består af æg (i alle afskygninger, efter eget valg), bacon og/eller skinke, hash browns (kartoffel-røsti) og pancakes eller waffles. Nok ikke det sundeste udvalg med al det fedt, men det smager godt, og skal jo prøves. Efter dette morgenmåltid kører vi en tur ud til stranden og kigger på den bolig Jesper har haft mens han var udstationeret til kontoret i US for firmaet i 1½-2 år. Herefter går det tilbage mod hotellet, hvor han har en aftale om en afhentning i lufthavnen. Jeg begynder at pakke mit grej, så jeg vil slippe for det helt store arbejde i morgen før check-ud. Sidst på eftermiddagen er jeg nede på løbebåndet, og til at begynde med, går det fint. Men da jeg passerer 3 km, er det som om lægskaden springer op igen, og jeg må slutte. Nu er det bare at køle ned, få badet og så ud og spise. Valget bliver den nærmeste Sushi restaurant, selv om Jesper har ringet og spurgt om jeg kan lokkes med på Smokey Bones igen, men jeg takker nej. Det skal være rå fisk.

Sidste dag i USA for denne gang
søndag d. 12. august 2007, dagen for check-ud. Efter et solidt morgenmåltid med det hele (æg, bacon, toast, pancakes etc.) er det op på værelset og pakke det sidste, så jeg kan checke ud. Jeg har lige nogle småindkøb jeg vil klare inden turen til lufthavnen. Bl.a. er det blevet kutyme for mig at købe en æske "Krispy Kreame" doughnuts med hjem. Jeg når alle indkøb, selv om forretningerne først åbner ved 11-12 tiden om søndagen. Da jeg gik hurtig gennem mall'en, får jeg et smæld i læggen, og det er som lynet slår ned. Herefter er det humpen rundt. Nå, jeg skal jo bare ud til bilen, og køre i lufthavnen. Herefter vil der ikke blive så meget belastning på benet. Får checket ind til flyet (øv ingen opgradering, det wr også et så lille fly at der ikke var forskel på sæderne), som er sat til "on time" på tavlen. Vi border også til tiden, men bliver en lille halv time forsinket i afgangen. Det vandt piloten næsten ind, på den korte tur op til Dulles, så det er ingen sag at vralte ned til SAS-gaten i god tid. Også SAS-maskinen går til tiden (heller ikke her er der held med en opgradering, flyet er ikke fuldt). Jeg har først fået en ældre dame som sidekammerat i flyet, mens resten af hendes familie sidder lidt længere fremme i flyet, og da de pludselig har en ledig plads deroppe, flytter hun. Det er jo ærgerligtEngel, nu kan jeg jo brede mig over to sæder. Nå, kedelig mad, og ingen film jeg synes er værd at se, så det varer ikke længe før jeg falder i søvn.


Jeg sover lige ind til de tænder lyset for at servere morgenmad
mandag d. 13. august 2007. Med udsigten til de samme kedelige boller, afstår jeg fra maden, og forsøger at slumre de yderligere 1½ time til landing. Piloten har haft en jetstrøm i ryggen, så vi er kommet hurtigere over Atlanten end tidstabellen bekendtgør. Ved ankomst til Kastrup, kommer jeg ud af flyet som en af de sidste, da jeg sidder så langt bagude i maskinen som jeg overhoved kan komme. Nå, det betyder jo intet, for jeg har jo bagagen at  vente på. Efter paskontrollen, er det ned til bagagebåndet, og surprise, mine kufferter og taske kører rundt og venter på mig. Op på vognen, ud til en taxa og hjem.

Tilbage til mine rejser
 


December 16, 2017 :: Top