Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

29. juli - 8. august 2011: Singapore.

                                

Turen går igen til Singapore fredag d. 29. juli 2011 om aftenen. Jeg skal med på en "nyere" rute derud, med Finnair via Helsingfors, og der er afgang ved 20-tiden. 1½ times flyvning til første stop, hvor der så er en transfertid på 50 min. Det kommer til at passe meget godt, for jeg går fra det ene fly til det andet, hvor gaten åbner idet jeg er fremme. Er lidt spændt på om min bagage når med. Ind og finde min vinduesplads og falde til rette, så jeg er klar til at sove.

Det er nu blevet lørdag d. 30. juli 2011og jeg når lige at få serveret aftens /natmad inden jeg sætter mig til at sove. Flyvetiden er på 11½ time, og af dem får jeg sovet ca. 8 timer. De sidste 2 timer mod Singapore er der en meget kraftig turbulens, så selv om alle er blevet vækket for at få morgenmad, bliver denne suspenderet, da det er for voldsomt til at personalet skal håndtere madvognene og bakkerne sikker ikke bliver på bordene. Lidt bag mig kan jeg høre at en af passagererne har det skidt med denne hoppen rundt, for han sidder og "ørler" i samtlige 2 timer. Det er sen eftermiddag da vi lander i Changi lufthavnen, og her er jeg jo tidligere ankommet om morgenen eller formiddag, hvor der ikke er så mange passagerer, men på denne tid er der længere køer ved paskontrollen. Betjentene er dog hurtige, og hvis passagererne også er det, kommer vi kvikt gennem. Ud og se om bagagen kom med, og det varer ikke lang tid før den er fremme. Nu er det så hen i en ny kø for at få en taxa ind til hotellet. Hotellet er også et andet end det jeg plejer,Swissotel Merchant Court, ned mod floden og Clarke Quay. Det er rigtigt fint, måske fordi jeg er opgraderet til Excecutive Club. Efter et bad og rent tøj, er det ud og strække benene, med en kort tur rundt i den nære omegn, inden jeg kommer tilbage til The Riverfront, hvor mit mål er mikrobryggeriet /restauranten Brewerkz. En god middag og rigeligt godt øl, og jeg er træt nok til at finde tilbage på hotellet og gå i seng.

Jeg skal jo ikke rigtigt nå noget søndag d. 31. juli 2011, så jeg tager det med ro med morgenmaden, i en speciel lounge for Executive gæsterne. Herefter er det igen ud og gå for at checke forretningerne for at se om de har noget jeg mangler så som armbåndsur, elektronik og gave til Jane. Så jeg turer rundt i området, og ender også midt på eftermiddagen på en Starbucks i Raffles City. Herfra returnerer jeg til hotellet for jeg har en plan med en løbetur på løbebåndet i fitnesscenteret. Jeg har også en plan om en times tid i solen ved polen, men det når jeg ikke. Efter løbeturen, nedkøling og bad, er det ud af hotellet igen og med metroen og monorail ud på underholdningsøen Sentosa, hvor målet er HRC til en gang aftensmad. Vanen tro, skal jeg igen have for- og hovedret oven i hinanden (og ikke som jeg havde bestilt, at hovedretten ikke skal serveres før JEG siger jeg er klar !) Mange undskyldninger efter at maden er returneret til køkkenet, både af tjeneren og manageren. Om maden er blevet holdt varm eller jeg får helt frisk portion ved jeg ikke, men maden er i hvert tilfælde varm da jeg beder om den. Manageren anbefaler også at jeg i fremtiden blot bestiller drikkevarer og forret til at begynde med, og så beholde menukortet for senere bestilling af hovedret. Det bliver omkring 22-tiden at jeg tager togene tilbage til hotellet for sengetid.

Jeg følte mig faktisk træt da jeg gik i seng ved midnatstid, men allerede ved 4-tiden mandag d. 1. august 2011 vågner jeg, og er frisk. Måske ikke så smart, for det er arbejdsdag, og jeg skal være på hele dagen på kurset. Jeg bliver dog liggende og læser et par timer, før jeg finder det er tid til bad og morgenmad. Kl. 8 er jeg klar til at tage taxaen ud til kontoret, og denne strækning er meget trafikeret (mere end jeg er vant til på den anden rute fra det tidligere hotel jeg har boet på). Det tager lige over ½ time inden jeg er fremme. Her kan jeg så gøre klar og gå en runde på kontorerne og hilse på gamle venner, inden kursusstart kl. 9. Der er 6 kursister, et lille hold herude, alle lokale fra vores partnere her i Singapore. Kurset forløber planlagt, vi spiser frokost det sædvanlige sted lige uden for kontoret, og kl. 16 når jeg til et naturligt stoppunkt, og vi kan slutte for i dag. En taxa "hjem", hvor jeg lige må køle ned og skifte tøj, inden det er ud i byen. Mit mål til aften er den øvre ende af Orchard Road, så jeg tager metroen derop. Dog inden jeg tager metroen, skal jeg lige over på den anden side af floden, hvor firmaets Singaporekontor ligger. Jeg skal lige kigge på forholdene for mit næste kursus herude, men der er ingen hjemme da jeg ringer på døren. Tilbage til metroen og af sted mod målet ved Ion-mall'en. Herfra zig-zagger jeg tilbage mod mit mål for aftensmaden, Trattoria Lafiandra, en rigtig italiensk restaurant til pizza og rødvin. Efter middagen er det langsom slendren tilbage til floden og hotellet og sengen. Nu må jeg kunne sove !!

Det kunne jeg, og det er svært at få øjne da vækkeuret ringer, men op skal jeg jo tirsdag d. 2. august 2011.Det er den faste procedure med bad og morgenmad, og så taxaen. Der er sket en ulykke på motorvejen, så der er prop i trafikken, så turen i dag bliver forlænget med ca. 15 min. Jeg er dog alligevel den første i lokalet, og venter på kursisterne. Dagens program er det faste, på til kl. 12, én times frokost i cafeteriet, og igen kursus indtil ca. kl. 16. Taxaen hjem og i dag er det igen fitnesscenteret der trækker for et løb. Jeg skal dog igen over til vores kontor da jeg ikke fik løst opgaven i går, men igen er der lukket. Herefter over på hotellet og hvile ryggen inden løbeturen. Efter løb, nedkøling og bad er det aftensmadstid. Jeg har besluttet mig for sushi, og søger en sådan i Clark Quay området. Og jeg er heldig, for lige på den anden side af floden, en japansk restaurant Tomo Izakaya, hvor jeg vælger at sidde ved et af de lave borde (som dog har fordybning til ben og fødder under bordet). Lækker mad, dog uden de mange forskellige valgmuligheder, og et par japanske øl, mærker jeg ikke har set /hørt om før, men gode er de. Det fine er at efter middagen er der ikke langt tilbage til hotellet, men jeg går først en tur rundt i gågaderne i Clark Quay, inden det er over broen, ind på hotellet og op på værelset og i seng.

Jeg er nu nået til onsdag d. 3. august 2011, og dagsprogrammet er som de foregående dage. Efter "arbejde" smutter jeg lige indenfor på den nærmeste Starbucks i The Central til en fyraftenskaffe. En ½ times afslapning og så går turen til Chinatown, kigge på forretninger etc. Herefter er det tilbage til Clarke Quay, hvor jeg egentlig ikke har et fast mål, men kigger på diverse restauranter. Der ligger et andet mikrobryggeri, som er en mulighed, men da jeg ser en "original" italiensk restaurant, falder valget på denneBorgata. Pasta og rødvin gør godt ! Igen lidt slendren omkring inden det er tilbage til hotellet , sengen og min bog.

Det er torsdag d. 4. august 2011, og endnu en undervisningsdag, dog er der mere "hands-on" i dag, så mindre tale fra min side. For at nå pensum, er vi nødt til at køre på lidt længere i dag, inden jeg kan tage en taxa tilbage. Igen et besøg hos Starbucks iThe Central og hvile lidt i deres bløde lænestole, inden jeg finder mit værelse på hotellet. I aften har jeg en middagsaftale med Hsia Khai (en tidligere ansat hos firmaet jeg besøger herude), og han henter mig ved 19:30 tiden og kører mig til en traditionel kinesisk restaurant. Flæskekød i marinade i en sød dej, kogt kylling og chili-krabbe er menuen, lækkert. Vi sidder og taler om gamle dage, nye dage og familierne i nogle timer inden han kører mig tilbage til hotellet. En times tid med min bog og det er sengetid.

Og så er det afsluttende dag på kurset fredag d. 5 august 2011, hvor det primært er fejlfinding og reparation for kursisterne afsluttende med sluttest. Fejlfindingen er noget de kan lide, og selv om jeg kun har ét system, er de alle 6 over det for hver fejl jeg lægger ind. De er meget entusiastiske. Sluttesten, som er en on-line test, skaber som vanligt problemer med netværksforbindelsen. Men det lykkedes alligevel for alle. Vi slutter dagen ved 17-tiden og jeg kan gå rundt og sige farvel, inden taxaen bringer mig til hotellet. I aften har jeg en middagsaftale med Joseph, og han kontakter mig for at høre om kl. 19 er OK for mig, for så vil han komme og hente mig på hotellet. Det bliver dog lidt senere, for han er forsinket i fredag eftermiddags trafikken. Han kører mig til The Regents hotellet, hvor vi går til den cantonesiske restaurant. Der er plads til flere omkring det runde bord, så spændende hvem de øvrige gæster er. Det viser sig kun at være to andre, Ronald fra firmaet og en lokal bosiddende og arbejdende amerikaner, Paul. Han viser sig at være ganske let at tale med, hans 13 år herude har nok filet lidt af hans amerikanske opførsel. En traditionel kinesisk 8-retters menu med californisk rødvin og en masse snak om forskellige emner, også arbejde, og 3 timer senere bryder vi op. Jeg bliver kørt tilbage til hotellet, hvor TV, bog og seng venter.

Det er fridag i dag lørdag d. 6. august 2011, så jeg har ikke noget hastværk med at stå op, og morgenmaden serveres indtil kl. 11. Er dog alligevel færdig med morgenmaden ved 10:30-tiden, og skal så lige have lidt tid til at gå inden jeg begiver mig ud i byen og kigge på forretninger og shoppe. Jeg starter med at tage metroen tilSim Lim Square (elektronik-mekkaet), herfra går jeg over til Suntec City centeret og videre til Raffels City center. Herfra går turen så via Funan centeret (IT mekka) tilbage til hotellet, nu hvor klokken er 15:30. Hurtig omklædning og ned til poolområdet, hvor jeg må søge lidt for at finde en ledig solseng, men det lykkes. Så her tilbringer jeg de næste 1½ time med solbadning, det meste af tiden let overskyet og heldigt for det, for når solen brager igennem, er det stegende varmt. Jeg når dog aldrig at hoppe i poolen, men går op på værelset for at bade og gøre klar til aftensmadturen, hvor jeg igen har besluttet mig for at tage til Sentosa. Inden da, skal jeg lige ned i loungen, for at checke ind på flyet hjem i morgen, og printe boarding-pass til de to flyvninger. Jeg får også lige arrangeret en sen check-ud af hotellet i morgen, for normaltiden er kl. 12, men jeg skal først være i lufthavnen midt på aftenen. Det lykkes at kunne holde værelset indtil kl. 18. Derefter går det ned til metroen og ud til Harbourfront, og med monorail ud på Sentosa. Målet er Hard Rock Hotellet herude, men det viser sig kun at være buffet, og det har jeg ikke rigtig lyst til med så mange gæster, så jeg går, igen, på HRC herude. Lidt diskuteren for at få et bord, jeg kan sidde ved baren og spise, men det har jeg ikke lyst til, så jeg afventer at der bliver plads. Går en tur rundt blandt forretningerne, og kommer tilbage hvor jeg vil sætte mig i baren for at drikke en øl, indtil et bord er ledigt. Det er det faktisk med det samme, så jeg sætter mig op ved scenen. Her er en lokal rockgruppe,Energy, ved at sætte op til live-music, spændende. Klog af skade fra sidst, og samtalen med manageren da, bestiller jeg kun drikkevarer og forret, og beholder menukortet. Øl og forret kommer, og jeg kan spise i fred (dog kører video-musikken), og da jeg er klar bestiller jeg hovedretten. Bandet går på, og er faktisk ret gode, rock (det skal det jo være her) fra de gode dage, fra kendte grupper. Ved 23-tiden betaler jeg og tager turen tilbage til hotellet.

Sidste dag i Singapore for denne gang søndag d. 7. august 2011 starter kl. 8 med fantastisk vejr. Men mens jeg nusser rundt, begynder at pakke og går ned til morgenmaden, begynder det at regne. Prognosen viser også at det vil fortsætte sådan hele dagen, jeg håber det dog ikke, for jeg har lige nogle enkelte ting jeg skal se efter i dag. Og så bliver der nok heller ikke noget af poolen, øv ! Ved 13-tiden ser det dog ud til at der er et stop i regnen, og så er det bare om at komme af sted. Vejret holder og jeg når mine gøremål, Funan centeret, og kommer tilbage til Starbucks iThe Central for en eftermiddagskaffe inden jeg går tilbage til hotellet. Sidder lige og afgør om jeg skal tage en time ved poolen, det er jo varmt nok, men ingen skinnende sol, eller smide mig på sengen. Det lysner lidt, så det bliver poolen, og mens jeg ligger dernede kommer solen frem og det bliver en flot afslutning på dagen. Én time giver jeg mig på solsengen, med en lille lur, inden jeg skal op og bade og pakke færdig så jeg kan være ude af værelset inden kl. 18. Jeg skal dog ikke forlade hotellet, men kan efter at have checket ud og betalt regningen, sidde i loungen og slappe af og få noget at drikke og lidt snacks inden jeg tager en taxa og kører i lufthavnen. Det er jo meget før tid at jeg checker ind, så der er kun én skranke åben, og selv om der ikke er mange passagerer, tager det sin tid, men det lykkes. Anderledes hurtigt går det ved første sikkerhedskontrol og paskontrollen, og så er jeg inde i transithallen. Jeg har tænkt mig at spise på HRC i lufthavnen, i Terminal 3 og jeg er i Terminal 1, så jeg tager Sky-train derover. Lidt søgen og så er restauranten fundet. Jeg havde også allerede tænkt mig hvad jeg skal spise, men det er et barberet menukort herude, så jeg må finde alternativ. Efter aftensmaden er det tilbage til Terminal 1 og finde gaten, for der må snart blive åbnet. Også her lidt søgen, for de havde gemt min gate. Små 5 min ventetid og der bliver åbnet, så jeg kan sætte mig ind og læse indtil de kalder ud til flyet. Der går ca. ½ time og så skal vi ind. Der er ret mange småbørn med, håber ikke der bliver problemer ! Da jeg finder min vinduesplads, kan jeg se at lige overfor i midterrækken sidder en familie med to små børn, å-åh. Flyet er tæt pakket og vi kommer af sted til tiden. Babyen overfor har absolut ikke lyst til at være spændt fast i selen, og giver det højlydt til kende, men heldigvis så snart han kommer ud af selen og lagt, er der ro, det er også lige blevet over midnat Singapore tid.

Flyrejsen mod Finlandmandag d. 8. august 2011 går fint de første 7-8 timer og jeg kan sove det meste af tiden, men så vågner de små passagerer også og det giver uro og støj. Jeg prøver alligevel at overhøre det, men kan ikke. Så bogen og musikken frem indtil der serveres morgenmad ved 4-tiden finsk tid. Det er absolut ikke gourmet mad, en kedelig bolle og smør, en halvlun omelet med døde broccoli og kartoffelbåde og en lille jordbær-yoghurt, hertil et lille bæger juice og en kop kaffe, nej Finnair vinder ikke på maden ! Vi lander også til tiden og nu er det så spændende om jeg og bagagen kommer med videre, for der er kun én times transfertid. Og her skal der både checkes håndbagage plus personligt check og så paskontrol inden jeg kan begynde at søge efter gaten. Det er dog ikke videre svært, ad Helsingfors lufthavn er en af de mindre i Europa. Og det varer oven i købet 15 min. inden bording. Ind og på plads igen, bog og musik frem og så vente på start og opstigning. Vi er 10 min. tidligt ude af gaten, tyder godt, og efter vi er i luften og der har været al snakken og der er serveret drikkevarer, kan jeg dumpe tilbage i sædet (de to passagerer ved siden af mig fandt en tom sæderække og flyttede) og få en lur inden vi lander i København. Her er vi ved gaten på det tidspunkt hvor vi skulle være landet, fint ! Ned til bagagen, hvor vi så naturligvis må vente et lille kvarter. Min kuffert er kommet med, så jeg kan samle den op og gå til taxaholdepladsen og blive kørt hjem og jeg er på adressen kl. 9.

Tilbage til mine rejser




















December 16, 2017 :: Top