Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

25. oktober - 6. november 2007: Singapore.

Endnu en tur til Singapore, men denne gang dog arbejde (næsten). Havde satset på en vinduesplads i flyet, så jeg kunne sidde op ad væggen og sove, og havde derfor dagen før forsøgt at foretage et Internet check-in, dog uden held. Systemet sagde at jeg ikke var kendt til denne flyafgang. Det gør jo så pludselig den fysiske check-in i lufthavnen spændende, har jeg en gangbar billet ? Skal jeg af sted ? Men, torsdag d. 25. oktober 2007 er der ingen problemer, ud over at jeg er sat til en af de forhadte midterpladser i en 3-er række. Den får jeg dog heldigvis hurtig konverteret til en gangplads, nu der ikke er ledige ved vinduerne. Om bord på flyet er der stor opstandelse, et helt kinesisk selskab skal placeres, så de bytter rundt indtil flere gange. 3 gange må jeg op fra min plads, for at gøre plads til nye "sidekammerater". Den sidste gang kommer en sød stewardesse og spørger om jeg ikke ved hvor jeg skal sidde, og da kan jeg ikke nære mig for højt at forklare at "jeg ved godt hvilket sæde der er mit (pegede), men at der er flere andre der ikke ved hvor de skal sidde og at jeg nu bliver stående til mysteriet er opklaret". Det hjælper, mine seneste "sidekammerater" bliver. Herefter er det bare at få flyveturen overstået med læsning, musik, film/tv og sove, kun afbrudt af spisning og de personer bag mig, der absolut skal prøve at knække sæderyggen på min stol, hver gang de skal op eller ændre siddeposition. Der kan ikke være mavemuskler i nogen af dem. Og så skal min nakkestøtte også skubbes ned hver gang de skal hvile op ad mit sædet. Så er sådan en 12 timers flyvning lang !

Den søde og smilende stewardesse vækker mig,
fredag d. 26. oktober 2007, med et "god morgen" kl. 2:45 Singapore tid. Det er ikke morgen, det er nat. Hvorfor vi skal vækkes så tidligt forstår jeg ikke, for vi får først mad 1½ time senere. Ankomst til Singapore i bulder mørke kl. 5:15 og en temperatur på 28°C. I modsætning til i USA, forløber ankomsten problemfrit. Selv om det er en fjern gate vi ankommer til, kan jeg gå direkte til immigrationsskranken uden venten og snip-snap er jeg igennem. Frem til bagagebåndet, hvor min bagage kommer lige da jeg standser der. Gennem tolden, uden stop, og ud til køen for taxa. Heller ingen ventetid her, og nu gennem næsten menneske- og biltomme veje til Grand Hyat-hotellet for check-in. Her er den første hurdle i Singapore, for jeg har booket værelset allerede fra torsdag, da der ellers først er indcheckning fra kl. 14, og jeg gerne vil i seng med det samme. Men de fabler om at der er "no show" da jeg ikke ankommer om aftenen, og jeg skal betale for én overnatning. Ingen problem, det er jo derfor jeg har bestilt torsdag med. Får værelse og så af sted op i seng. Efter ca. 4 timers søvn er det op igen og i gang. En hurtig frokost på HRC og så videre ud på kontoret. Her er arbejdet hurtigt gjort, for de ting der er sendt i forvejen hjemmefra står stadig i tolden. Får arrangeret at mine "training manuals" vil blive leveret lørdag, så de er klar til kursusstarten mandag morgen, mens resten vil komme i løbet af mandag. Derefter er det "socializing" på kontoret, inden turen går tilbage mod hotellet. En tur ned ad shoppinggaden, og et besøg hos en Starbucks, fulgt af et kort hvil på hotelværelset, inden en dinner-invitation fra Ronald og med min Ålborg-kollega. Afhentning kl. 20 og en kort køretur til marinaområdet, for en kinesisk middag. Efter middagen er jeg grydeklar, så tilbage til hotellet og en seng i ryggen.

Efter en god nats søvn og et overdådig morgenmåltid,
lørdag d. 27. oktober 2007, med alt der hører til, er jeg på farten i byen. Skal bl.a. finde dykkercenteret hvor jeg hjemmefra har booket dyk for næste weekend. Det har regnet til morgen, gader og veje er våde, og det drypper let, men temperaturen ligger alligevel tæt på de 30°C. På vejen falder jeg indenfor hos en zoneterapi-bar, hvor behandlerne er blinde eller svagtseende, for en behandling for ryg- og knæproblemer. "Min" terapeut har absolut stærke fingre og hænder. Der er flere punkter under fødderne der er så ømme at jeg er ved at skrige, og mindst én gang må hun bede mig om at slappe af, nemmere sagt end gjort. Det er en rar fornemmelse bagefter, mit rygværk og ømme knæ har det meget bedre, måske fordi mine fødder nu er meget ømme, og stjæler al opmærksomhed. Videre på gåben ned til dykkercenteret, for at konfirmere og betale. Derfra over til Suntec City mall'en, hvor jeg skal kigge efter noget til væggen derhjemme, finder dog ikke det jeg søger. Derfra går det, igen over en Starbucks café, tilbage til hotellet. Aftensmaden bliver indtaget på Black Angus, et steak house i den ene ende afOrchard Road.

Endnu en god nattesøvn og en solid morgenmad/brunch,
søndag d. 28. oktober 2007. Sætter mig for at lave lidt forberedelse til kurset næste uge, som start på dagen. På vej op fra morgenmaden har jeg et kig på poolområdet, som jeg vil frekventere senere. Igen en varm, solrig og tør dag (indtil videre). Efter arbejdet går jeg ned for at flade ud ved og i poolen. 1½ time får jeg inden det begynder at regne, og med regnen kommer også lyn og torden. På sådan en "lazy"-dag må der brændes energi af, så jeg er en tur på løbebåndet på en 4 km løbetur. Efter turen, nedkøling og bad står den på aftensmad, der bliver indtaget på en af byens mange sushi-restauranter.

Tidligere op,
mandag d. 29. oktober 2007, da det nu er arbejdsdag. Morgenmad og afhentning fra hotellet for at blive kørt til kontoret, til start på undervisningen. Alle mine materialer er ankommet, så ikke noget at være urolig for. 9 kursister, hvoraf 6 er lokale, 2 fra Sri Lanka og 1 fra Korea. Retur på hotellet ved 17:45-tiden. Desværre er det blevet regnvejr, så det animerer ikke til en tur rundt i byen, men slapper lidt af på sengen og foran Pc'en inden det bliver tid til at besøge en restaurant. Denne aften bliver det italiensk (faktisk nabo til Black Angus, hvor jeg var lørdag).

En ny arbejdsdag,
tirsdag d. 30. oktober 2007, starter i strålende sol og det omfangsrige morgenbord. Af sted til kontoret, og i gang med undervisningen. Igen bliver det en lang dag foran kursisterne, og jeg er først tilbage på hotellet ved 18:15-tiden. Jeg er inviteret ud og spise af Ronald (igen) og sammen med to kolleger fra Lyngby-kontoret. Vi skal mødes kl. 19 på deres hotel, så jeg skal af sted fra mit ca. 15 min før. Så der er ikke meget tid til at slappe af, og lige hvile ryggen efter at have stået hele dagen. Middagen bliver på en kinesisk "sea-food" restaurant, med lækker krabber i chili. Derfra tager vi hen på en bar for lige at få en godnat drink, inden vi bliver afleveret på hotellerne. Heldigvis bliver jeg sat af først, men da er klokken også blevet 23:30, så det er hurtig til sengs.

En kedelig morgen at stå op til,
onsdag d. 31. oktober 2007, regn. Det har faktisk regnet det meste af natten, på et tidspunkt så kraftigt så jeg vågner ved regndråbernes slag på vinduet. Men ned til morgenmaden og i dag skal jeg selv klare turen til kontoret med taxa. Der er fortsat undervisning, men i dag også med praktiske øvelser, så jeg kan sidde lidt ned. Træningen slutter kl. 17 i dag , og så tilbage til hotellet, tror jeg. Men, Joseph vil lige se mig inden jeg kører tilbage, men har dog et møde som varer til 17:45, så jeg må sidde og vente. Jeg vil meget hellere have hvilet ryggen på sengen lidt. Da han endelig kommer, spørger han om jeg vil med på Spa. Naturligvis takker jeg ja, og af sted vi kører. Nu står den på 1½ times forkælelse med en body-scrub og en fuld body-massage. Herefter er jeg som født på ny, frisk igen. Derfra kører vi til en middag med nogle af hans venner, og én af mine kolleger fra i går, på en vin-bar (som kun serverer mad til max. 20 personer pr. aften). Lækker mad og fantastisk vin. Aftenen trækker ud, og jeg er først på hotellet kl. 1.

Det er hårdt at stå op,
torsdag d. 1. november 2007, jeg er absolut ikke færdig med at sove da vækkeuret ringer. Men det er jo arbejdsdag, og kursisterne venter. Jeg kæmper mig gennem dagen, og når tilbage til hotellet lidt over kl. 17. Nu er det bare om at passe på at sengen ikke overfalder mig, og tager holdegreb. Så det er bare ind og smide pc-tasken og så afsted ud i gadebilledet. Jeg har en aftale med en optiker, hvor jeg har bestilt nye briller, og de skal hentes i dag. Herefter er det bare roligt slentren tilbage mod HRC hvor jeg har planlagt at spise til aften. Efter maden er det tilbage til hotellet og starte pakningen af bagagen, så jeg er mere eller mindre klar til at checke ud af hotellet fra morgenstunden i morgen, og også have pakket for dykke-weekenden. Derefter er det tid for at checke og svare mails (både private og arbejdet), og så er det ellers i seng for hurtig-sovning.

Op og i gang,
fredag d. 2. november 2007, pakke det sidste inden morgenmaden. Derefter ned og checke ud fra hotellet. Jeg kommer ikke tilbage dertil senere i dag, så al bagagen skal med. Det er sidste undervisningsdag for denne gang. Jeg laver en aftale med dem på kontoret, så halvdelen af min bagage kan blive stående der, så jeg slipper for at have det hele med op til Malaysia. Derved kan jeg bare pakke en weekendtaske ud over dykker-kufferten. Så er aftalen at jeg mandag vil hente al min bagagen igen. Dagens undervisningen slutter med sluttesten ved 16:30-tiden, og jeg kan køre fra kontoret ved 18-tiden. Det er nu midt i myldretiden, så det tager ¾ time at komme til opsamlingsstedet, så da jeg når frem, bliver det sandwich og cola fra en 7-11 butik til aftensmad. Læs mere om dykkeweekenden til Malaysia andet sted her på hjemmesiden.

Jeg har regnet med at tage en taxa til hotellet, da jeg kommer tilbage til Singapore
søndag d. 4. november 2007 efter weekenden på Tioman Island, men det ser svært ud, så efter nogen venten beslutter jeg mig for at tage metroen de to stop til hotellets nærmeste station og derfra bære/køre bagagen de 300-400 m. Jeg får checket ind og lige smidt bagagen på værelset, og så er det ned og spise på Clarke Quay. Maden indtages på Brewerkz, en, som navnet næsten siger, øl-restaurant. Herfra går det tilbage til hotellet, mens det begynder at regne og lidt senere kommer der også lyn og torden. Det er ved at være monsoon-tid herude.

Da vækkeuret ringer kl. 8,
mandag d. 5. november 2007, regner det (stadig), men efter morgenmaden stopper det. Nu skal jeg ud på kontoret efter min resterende bagage, som er blevet opbevaret der. Jeg skal også lige sige ordentligt farvel og tak for assistancen i sidste uge. De insisterer på at de vil køre mig tilbage til hotellet så jeg kan pakke om, samt klargøre min rejsebeklædning. Og så skal der checkes ud af værelset kl. 12. Hotellet har en service hvor bagagen kan opmagasineres for de gæster der først har flyafgang sent. Der er også den service at pool og badefaciliteter kan bruges hele dagen. Så jeg kan få et forfriskende bad inden omklædning og afgang i aften/nat. Efter check ud, går turen ned i Chinatown for at søge noget typisk kinesisk til at hænge på væggen derhjemme. Det lykkedes (måske) og efter en sen frokost går det med metroen mod elektronikcenteret Sim Lim, hvor jeg må se om der er noget jeg ikke kan undvære. Uha de har masser, men det bliver kun til vinduesshopping. Derfra går turen ned adOrchard Road til den sushi-restaurant jeg har bestemt mig for at spise aftensmad på. Undervejs derned er jeg lige inde på Starbucks for en kop kaffe. Efter maden er det tilbage til hotellet for at bade og klæde om, inden turen med taxa går til lufthavnen. Checker ind (selv om jeg allerede har gjort det pr. internet), gennem paskontrol og op i loungen for at slappe lidt af efter al den møven rundt i varmen hele dagen. Jeg har satset på en behandling i en af, de til fri benyttelse, massagestolene, men kun én af to fungerer, og den er konstant optaget og belejret. Men en blød lænestol med masser af benplads er også ok. Dog lykkedes det til sidst, så en 20 minutters behandling er belønningen. Og nu er der bare at vente på bording.

Ingen forsinkelse ved flyafgangen
tirsdag d. 6. november 2007, men flyet er parkeret i den anden ende af lufthavnen (sådan føles det i hvert tilfælde). Jeg kommer ombord og finder min plads. Det er med nogen bekymring jeg ser at der er mange spædbørn og mindre børn, og jeg frygter at der vil være gråd og skrig, så jeg ikke kan sove. Men det viser sig ubegrundet, der er stilhed i kabinen. Takker nej tak til måltidet lige efter vi er kommet i luften, og venter høfligt til passageren bag mig har spist færdig, inden jeg lægger sædet tilbage og sætter mig til at sove. Det bliver til ca. 6 timer i første hug, derefter 1 times læsning for atter at sove i ca. 2½ time. Vi bliver vækket for morgenmad, og denne gang trænger jeg. Og så er det klargøring til landing, og med 45 minutter før tidsplanen lander vi. Jeg lader først de helt vilde passagerer (det må være rygerne) komme ud og får så samlet mit grej. Hen i køen for paskontrol og ned til bagagen. Den er jo naturligvis ikke kommet endnu, så jeg forstår ikke den paniske opførsel fra mine medpassagerer i flyet om at komme ud. Nå bagagen kommer, først besætningens, men kort efter kommer al min bagage. Og så er det ud til en taxa, og hjem i morgenmyldretrafikken.

Tilbage til mine rejser




April 30, 2018 :: Top