Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

19. - 26. marts 2011: Playa del Ingles, Gran Canaria, Spanien.

           

Vi skal på ferie til Gran Canaria, og skal som vanligt ekstremt tidligt op (kl. 4) for at komme i lufthavnen til check-in
lørdag d. 19. marts 2011. Vi kører selv, og jeg sætter Jane af ved terminalbygningen og læsser bagagen på en vogn, og så kan hun jo starte vores check-in, mens jeg kører til parkeringspladsen som vi har booket hjemmefra. Det tager vel ikke meget mere end 10-15 minutter at parkere og køre tilbage med bussen, og da jeg kommer tilbage til Terminal 2, har Jane allerede klaret det hele, check-in ved automaten og aflevering af bagage, og står på 1. sal og venter på mig. Så det er bare gennem sikkerhedskontrollen (hvor vi lige møder Claus, der ønsker god ferie) og så er vi inde. Lidt køb af lakrids og blade, veksling af penge og så er det til gaten. Her venter vi ikke ret længe inden der er bording, og vi kan sætte os på plads i sæderne. Lidt skræk er der da en familie med 2 børn sætter sig på rækken bag os, men de er ikke forstyrrende (i hvert fald ikke efter Jane har spurgt moderen om ikke hun lige kunne stoppe barnets sparken til sædet). Vi kører fra gaten, men skal først de-ices, så vi får en forsinkelse på starten på ca. 40 min., men halvdelen bliver vundet ind undervejs. Efter vi er kommet i luften, sidder vi og glæder os til at få noget at spise (selv om vi havde spist en lille morgenmad inden vi kørte), men der er jo meget der skal nås af kabinebesætningen, informationer, salg af drikkevarer og hovedtelefoner etc., men så kommer maden. Ikke noget gourmet-mad, men det stiller sulten. Herefter læner vi os tilbage og får indhentet lidt af søvnunderskuddet, og da vi vågner igen er der ca. 45 min. til landing. Vi kommer ned og skal så vente længe på at bagagen kommer, men kan så da den er fremme gå ud og blive anvist bussen. Der er passagerer til andre hoteller også, og vi er lidt forundret over det, for det koncept vi igen har valgt skriver at der er bus direkte til vores hotel uden stop først. Det er der også, de andre må vente til vi er sat af på Sunprime Atlantic View. Vi har igen i år valgt "voksen ferie", hvilket betyder at hotellet ikke har nogen børn under 14-16 år. Og reelt ser vi at gæsterne her er fra 20-erne og opefter. Vi får hurtigt checket ind på hotellet og kommer ned på værelset, grundplan direkte ved poolen. Nu er det hurtigt at pakke ud og så ud i solen, dejligt. Der er >20°C og fuld sol. Poolen er opvarmet, så vi får ikke kuldechok som sidste år, det føles køligt ja, men ikke stivnende ! Vi er også lige henne hos hotellets købmand og købe lidt vand, så vi ikke kommer til at tørste. Resten af eftermiddagen går på liggestolene i solen og suge sol-vitaminer til os og slappe af. Da solen går ned, er det tid til lige at frekventere det lokale supermarked udenfor hotellet, for flere drikkevarer, lidt snacks og frugt, inden vi går ud for at finde et spisested. Vi finder en italiensk restaurant, Restaurante Pizzaria San Remo, hvor det ser ud til at der er nogle gode fiskeretter, men vi er begge lidt skuffede over valget. Laksen er for fed (Janes dom) og sværdfisken er for tør (Johnnies dom). Herefter er det tilbage til hotellet og værelset for boglæsning, tv og godnat.

Langsom start søndag d. 20 . marts 2011, vi har jo ferie. Vi har købt fuld morgenmadsforplejning på hotellet hjemmefra, så vi kommer op til en overdådig morgenbuffet med alt. Så vi sidder over morgenmaden i knap én times tid, inden vi går tilbage til værelset og vores lille terrasse. Solsengene bliver kørt i stilling for max. sol, og vi ligger der, kun afbrudt af små breaks for frokost, snaks etc. og vender "stegen". Flere ture i den opvarmede pool for at køle lidt af. Midt på eftermiddagen er jeg henne i fitness-rummet og får løbet en tur på løbebåndet. En afskylning under den udendørsbruser inden jeg hopper i poolen igen, og så liggestolen igen indtil det er tid for at bade og finde et spisested for aftenen. Jeg har læst, i en lokal skandinavisk avis hernede, at der er karneval her i byen, og i det nærmeste shoppingcenter,Yombi Centrum, er der en kåring af karnevalsdronning. Vi går derhen for at se på forretninger og showet. Jane er lidt skeptisk mht. shoppingcenter, for sidste år snød det ord, men denne gang er det OK, der er mange forretninger og mange restauranter. Vi vælger en thai/indonesisk/kinesisk restaurant, Restaurante Thailand - Indonesian - Chino, hvor jeg bestiller Thai/indonesisk mens Jane bestiller pizza (det var et dårligt valg) som hun må lade gå ud igen. Mine retter er fine og rigelige, så Jane kan også få deraf. Herefter er vi lige igen en tur rundt og også kigge på showet og så retur til hotellet og sengen, bogen og tv.

Mandag d. 21. marts 2011 starter som gårsdagen, sove længe og morgenmad. Også herefter ligner det "same procedure as yesterday", for vi er på solsengene med hver vores bog og fra tid til anden en tur i poolen. Vejret er ikke helt så fint i dag som de to foregående dage, der er lette skyer, men temperaturen føles kun koldere når vi lige har været i poolen. Ved middagstid er Jane henne og deltage i hotellets aqua-gymnastik. Resten af dagen går igen i pool og sol. Lidt før solnedgang sætter vi os på vores terrasse og skåler i lidt lokal vin inden det er badetid og middag. Vi har købt et 3-dags pas til hotellets restaurant, hvor de har et fast ugentlig madprogram bestående af en 3-retters menu. Dagens menu er lakse capassio, kylling i karry og is med frugt og ½ flaske rødvin pr. næse. Herefter er en kop kaffe som vi indtager i de store sofaer i bar /entertainment lokalet. Ved 23-tiden går vi tilbage til værelset for lidt læsning inden det er godnat.

Der er ikke væsentlig forskel på dagens start tirsdag d. 22. marts 2011, morgenmad og så på ryggen i solen. Dagen der starter pænt, men senere på eftermiddagen kommer der skyer indover. Også i dag er Jane i poolen med aqua-gumnastikholdet og jeg er igen på løbebåndet, så lidt aktive er vi. Men det er nok også det. Vi havde en plan om at spadsere ind til byen igen i aften, men da vi når til spisetiden, orker vi det alligevel ikke rigtigt. Så det bliver det lokale pizzeria, La Terrassa, lige rundt om hjørnet, efter et lille indkøb af drikkevarer i supermarkedet. Aftenens menu bliver pizza og Cordon Bleu. Da vi skal betale er der helt kuk i maskinen, som ikke kan synkronisere med banken, så efter talrige forsøg, og med forespørgsel om vi ikke har kontanter, hvor vi hver gang benægter, enedes vi til sidst om at vi vil komme dagen efter og betale. Mod aflevering af navn, kreditkort nr. og hotel navn og værelse accepteres dette. Vi kan nu spadsere de 300 m til hotellet og igen fordybe os i sengen og bøgerne.

Tidlig onsdag d. 23. marts 2011 morgen, kl. 6, bliver vi vækket af telefonen. Det er receptionen der spørger om vi har vores tasker liggende på terrassen. Jeg påstår nej, men bliver bedt om at checke efter, så jeg går derud. Og rigtigt, der ligger Janes to rygsække åbne, og på jorden finder jeg mit Mastercard. Så jeg må desværre svare bekræftende til receptionisten, som beder mig komme til receptionen. Inden jeg kommer afsted, konstaterer jeg at min rygsæk med indhold er væk, mit armbåndsur og mit pulsur og et mindre beløb af kontanter på tv-bordet er væk. I receptionen står også en sikkerhedsvagt, og jeg bliver nu udspurgt om hvad jeg umiddelbart mangler. Jeg nævner rygsækken, pengene på bordet, og urene. Nu tager receptionisten min rygsæk frem fra bag skranken sammen med min tegnebog og Janes pung, og beder mig gennemgå taske og tegnebog. Tegnebogen er støvsuget for kontanter, men alle kort er der, og umiddelbart kan jeg ikke se andet manglende i rygsækken. Jeg får at vide at rygsækken er fundet af vagtmanden ved hegnet rundt om hotellet. Senere opdager jeg at mit nøglebundt også mangler (2 bilnøgler og alle nøgler hjem til). Yderligere bliver jeg bedt om at kontakte Spies' servicecenter fra kl. 8 og at kontakte politiet. Der blev den dag ødelagt ! Vi prøver at få lidt mere søvn inden morgenmaden, hvilket ikke er helt nemt, med den viden at der har været nogen inde i værelset mens vi har sovet. Efter morgenmaden skal jeg hen og betale vores regning fra i går aftes, og derefter kontakte servicekontoret og politiet. Det er hurtigt overstået, og jeg skal så hente politirapporten på den lokale politistation indenfor 48 timer (forsikring). Resten af dagen ligger vi og prøver at dampe den oplevelse af i solen, også selv om dagen i dag også er med delvis skyer. Vi har ikke rigtigt mentalt overskud til andet end sol, vand og bøger. Til aften er vi igen booket til hotellets 3-retters menu, som består af tapas, kylling og cheese cake, med dertil hørende rødvin og kaffe. Efter vi har siddet over kaffen og lyttet til en spansk guitarist, og håbet han snart er færdig, sidder vi og udveksler filmminder indtil vi går tilbage til værelset og vores bøger. En lang og ærgerlig dag slutter !

Vi vågner torsdag d. 24. marts 2011 prøver at ryste den dårlige oplevelse fra i går af. Morgenritualet med bad og morgenmad, og så lægger Jane sig i solen. Jeg går de knap 2 km ned på politistationen for at hente politirapporten, og det er jo en offentlig myndighed, så det går ikke hurtigt. Bliver sat til at vente til næste ledige betjent er klar, hvorefter jeg bliver kaldt ind. Han får referencenr., som blev opgivet da jeg ringede i går, og mit pas. Herefter siger han ikke meget før han viser og læser rapporten, der er skrevet på spansk, op. Jeg godkender, og den bliver så printet ud og jeg underskriver alle kopierne, og han underskriver og stempler min kopi. Det var det ! Jeg spørger hvordan jeg skal forholde mig til mine nøgler, som jeg jo sagtens kunne tænke mig ville blive smidt på parkeringspladsen, når de var prøvet på bilerne der, men han gav ingen håb derom. De er smidt, men det er væk, og jeg skal ikke regne med dem igen. Derefter tilbage til hotellet og solsengen. Kort tid efter er det tid for Janes aqua-gymnastik, så hun smutter derhen, og kommer tilbage efter ½ times sving og spjæt, og vi fortsætter sol og bad, dvs. Jane er ikke i poolen, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, men det lufter og det er blevet kraftigere og kraftigere hen over dagen, men jeg er i et par gange. Ved 15:30-tiden er det tid for min motion, så jeg går i fitness-centeret til min løbetur. Jeg kommer også tilbage og skyller mig under udendørsbruseren og så i poolen. Den føles nu dejlig lun, og det er en pine at komme op i den køligere luft. Soltørrer på solsengen, de første 5-10 min er ikke rare, men er så helt tør igen. Det er spise-ude dag, så lidt over kl. 18 går vi mod shoppingcenteret og restauranterne. Uden af have en klar fornemmelse af hvad vi vil have at spise, vi kigger bare på menukortene dernede. Vi er først rundt for at se om der er noget vi ikke kan leve uden, og ved 20-tiden er det tid for mad. Vi beslutter os først for rent dansk, men da der ikke er plade ved et bord, må vi videre og se an. Valget falder på Miramare Yumbo, og på tomatsalat, Cordon Bleu og lasagne, og skyllet ned med øl og vand. 1-1½ time senere er der afgang, og vi skal lige hen og kigge på showet på centerpladsen, i aften er det kåring af karnevallets drag-queen. Men der er sort af mennesker, og det er ikke muligt at se scenen, så vi går til hotellet. Sengen, bøgerne og tv'et venter.

Sidste soldag for os hernede på denne ferie fredag d. 25. marts 2011 starter, og vejret er flot, sol, skyfrit og ingen vind. Så vi skal have maksimal udbytte af solen i dag. Og derfor foregår alt mellem morgen- og aftensmaden på terrassen og i poolen, enten liggende, siddende eller svømmende, virkelig en dag med "the art of doing nothing". Sidst på eftermiddagen fejre vi en dejlig afslappende uge hernede med en pink champagne på vores terrasse i solens sidste stråler. Aftensmaden er med i vores pakke på hotellet, så kl. 20 bliver vi anvist vores bord, og så den sidste middag her i denne omgang skal nydes, rejesalat på toast, kalvesnitsel og Creme Boule, lækkert. Herefter kaffe og ved 22-tiden trækker vi os tilbage og starter nedpakningen.

Vi er lidt tidligere oppe end vanligt denne uge, for vi skal have pakket det sidste, så vi kan checke ind på flyet hjem i hotellets lobby, lørdag d. 26. marts 2011. Lidt pjat med at vi begge skal være til stede ved check-in, så jeg må vente til Jane kommer, og så er det ordnet. Herefter ind og spise morgenmaden, hvor vi jo ikke har travlt, for bussen henter os først kl. 11. Vi når også at komme tilbage til værelset og kan i ro og mag pakke den sidste håndbagage inden vi går op og checker ud fra hotellet og afregner. Bussen henter os og kører os direkte til lufthavnen, hvor vi kan gå direkte til sikkerhedskontrollen, uden at spekulere yderligere om bagagen. Vi har nu ca. 1½ time til flyafgang, så mens Jane går rundt og kigger på forretninger sætter jeg mig i en af de bløde lænestole hos Starbucks med en kaffe, min bog og noget musik. Flyet annonceres til at have en forsinkelse i bording på ca. 20 min, men så kan vi også komme ind på plads. Desværre har vi fået plads på hver sin side af midtergangen, så jeg har ikke rigtig noget at læne mig op ad, under min lur. Vi får også serveret en let frokost undervejs. Flyet ankommer til tiden til Kastrup, og vi mødes af Claus ved gaten. Vi har lavet en aftale med Ib om, at han kommer ud med vores reservenøgle til bil og hjem, og også en aftale om at jeg tager håndbagagen og går ud og henter nøglerne og tager bussen til parkeringspladsen (dog tilbyder Ib, som også har Lise med, at køre mig derhen hvilket jeg takker ja til). Bilen afhentes, mens Jane og Claus venter på den indcheckede bagage, og jeg regner naturligvis med at Jane er ude og klar. Specielt da skærmen over ankomster ikke har data om vores fly mere, da jeg kommer tilbage. Jeg kigger mig omkring for at finde Jane, men nej, så sms'er jeg og får at vide at hun stadig venter, og heller ikke derinde ved båndene bliver de informeret. Det er ca. 1 time efter ankomst at bagagen kommer, og vi kan så vende næsen hjemover til Tarzan.

Tilbage til mine rejser










April 30, 2018 :: Top