Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

23. juni 2010: "Robert" ved Hven, Sverige.

Havbasserne har kaldt til Sct. Hansdyk
onsdag d. 23. juni 2010, og målet er vraget Robert, som ligger NØ for Hven i Øresund. Vi mødes i Farum kl. 17 for at samles i bilerne og for at hente Havgassen (vores båd). Jeg er der 5 min. før, og da er båden allerede afhentet og på vej, vi øvrige afventer de sidste. 10 min. efter mødetiden ringes der til de to resterende, hvor den ene er på vej, men vil nu køre mod udskibningshavnen Rungsted, og den anden aflyser sin deltagelse, flot ! Ok, nu kan vi resterende køre mod Rungsted. Da vi ankommer der, er båden allerede klar i vandet, så vi får travlt med at gøre grejet klar og klæde om til dyk. Nu er vi alle klar og alt grej er stuvet ombord på Havgassen, men vi mangler stadig den sidste. Der ringes igen, og endelig er han der, så nu kan vi alle 10 dykkere komme afsted. Meteorologernes forudsigelse om 0 vind, skyfrit og fladt vand holder ikke helt stik, der er både vind, strøm, buler på vandet og delvis skyet. Og det er disse forhold vi sejler mod "Roberts" position. Pga. bølgerne står der flere gange en sø ind over båden, så alle har lukket sig inde i dragterne. Vi når positionen, og skønt vi må kredse lidt rundt for at finde vraget på ekkoloddet, sætter vi loddet på det. Første mand er i vandet for at binde linen på, og han følges ca. 10 min. senere af næste dykker. Jeg bliver teamet op med Lars, og vi går i vandet som 3-4 hold (nogle dykker alene, andre dykker parvis). Der er nordgående strøm i overfladen, og også nede på vraget, kan strømmen mærkes. Ned til omkring 12 m er der forholdsvis lyst, men derefter aftager sigten og lys bliver nødvendig, for at ende i total mørke og ca. 1-1½ m sigt. Da både Lars og jeg ikke er fuldbefarne på vraget, blev det nøje beskrevet for os, hvor linen er gjort fast, og hvilken vej vi skal følge rundt på vraget. Vi følger rådene, dog er vi også ude langs masten, som hvis man ikke er opmærksom kan lede en væk fra vraget, men vender om inden vi når intetheden. Vi passerer linen og fortsætter ned agter og rundt hækken inden vi vender tilbage til linen. Det er ikke meget vi ser til fisk, men vraget er overgroet af hvide "dødningehænder". Ved linen begynder at stige inden vi kommer til at skulle have for langt tids stop for at afgasse. Med den langsomme opstigning som computeren angiver, når vi op til 5 m, hvor vi holder sikkerhedsstoppet på 3 min. for derefter igen langsomt at stige til overfladen. Strøm og bølger har aftaget mens vi var nede, og det er også blevet skyfrit. Vi kommer om bord, og efter at have lagt /sat vores grej, kan vi sætte os på bænkene og indtage aftensmaden og drikkevarer mens vi venter på de sidste. Den absolut sidste dykker passerede os mens vi hang på sikkerhedsstop, så der går jo noget tid. Vi vil også gerne have solen til at gå længere ned, så bålene langs kysten bliver tændt, så vi har det at kigge på. Med sidste mand ombord, startes motoren, og vi går for absolut lav fart tilbage mod Rungsted Havn mens vi spejder efter Sct. Hansbålene. Vi kan se nogle røgfaner, men ikke afgøre om det er bål eller skorstene. Inden vi når sejlrenden sættes der fart på Havgassen, og da vi nu hastigt nærmer os land, begynder vi at kunne se bålene langs strandene. Da vi kommer til havnen, er der en hel armada på vej ud, sejl- og motorbåde, så de kan se bålene fra vandsiden. Inde i havnen er der også et menneskemylder mellem havnens Sct. Hansbål og parkeringspladsen /restauranterne, så vi får maksimal opmærksomhed da vi kommer ind og begynder at rigge af, så vi har alt vores grej liggende på rampen. Bilerne bliver hentet, og vi begynder at pakke, men også læsse båden på traileren. Kl. er næsten 22 da vi siger farvel og tak for en dejlig aften og et godt dyk, og vender næser hjemover.

Tilbage til mine dyk
 


April 30, 2018 :: Top