Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

16. september 2008: "Robert" ved Hven, Sverige.

Det bliver igen til et fyraftensdyk, tirsdag d. 16. september 2008, denne gang med Havbasserne. Det skal være et båddyk, og der skal startes fra Farum allerede kl. 16, men jeg kan godt se at det vil komme til at knibe, så jeg aftaler at jeg vil møde dem i Rungsted Havn. Lidt over halv fem ankommer jeg, og da har de allerede sat båden i vandet, og er begyndt at bære grejet om bord, så jeg får travlt. Vi bliver 9 dykkere denne aften, så der er ikke meget plads, og båden sidder også tungt i vandet. Efter at alt det tunge udstyr er stuvet på båden, er det omklædning og så af sted. Dykkestedet skal være SS Robert, et vrag der ligger ovre på den svenske del af Øresund øst for Hven, så da vi slipper klar af havnen er det fuld fart frem. En tur på ca. 20 min. og så er vi fremme. Dykkeholdene bliver sat, og jeg skal i vandet som hold 3 sammen med Manley. Han spørger mig hvor lang tid jeg regner med at være nede, og jeg svarer kækt 30-35 minutter. Han kigger på mig, og siger "sikkert ? på den dybde !", så jeg burde nok lige have forhørt mig lidt bedre om stedet. Vi bliver enige om at det nok nærmere vil være 15-20 minutter, så jeg også slipper for dekompressionsstop. Førsteholdet får bundet båden fast på vraget og pigeholdet (andetholdet) hopper i. Nu med 4 dykkere nede, er der bedre plads til at komme i udstyret og få gjort klart. Som vanligt driller mine tørhandsker, men på kommer de, og jeg kommer i vandet. Fat i linen, og et øjeblik efter er Manley i vandet, og så går det nedad. Jeg har hørt rygter om at det er meget uklart, men jeg synes ikke det er så slemt. Strøm er der heller ikke noget af, så under disse forhold er det et fint dyk. Kun mørkt, men det er der jo de fleste steder når der dykkes dybere i Danmark. Vi får kontakt med SS Robert på ca. 35 m (mit max. blev 38.5 m), og aftalen er at vi vil svømme agterud for at kigge på ror og skrue og derefter ud til stævnen. Et ganske nydeligt vrag fuldstændig overgroet af bundplanter, men jeg ser ikke rigtig nogle fisk. Men de må være der fra tid til anden, for jeg svømmer flere gange ind i fiskeliner der har sat sig fast i vraget. Nu ser du jo også kun det der bliver oplyst af lygten, og resten bliver så ufattelig sort. Efter ca. 12 min. kan jeg godt se hvorfor Manley tvivlede på min dykketid, for nu er det ved at være tid for mig at kravle opad igen, så jeg bliver guidet hen til tovet og begynder min opstigning. På ca. 15 m møder jeg en af pigerne, fra dykkehold 2, der har sit første deko-stop. Men min computer siger "bare fortsæt" til mig, så det gør jeg, indtil jeg når 5 m og skulle holde mit 3 min. sikkerhedsstop. Her venter den anden dykker fra hold 2, og på hendes tegn kan jeg se at hun skal have et længere stop her. De 3 min. bliver brugt til at kigge på de mange gopler som må klare sig ved egen kraft, for der er vitterlig ingen strøm. De sidste meter op til overfladen og hen til stigen. Den er blevet fixet, så trinene når længere ned og afstanden er blevet gjort mindre, så det er den rene svir at komme op af den. Op i båden og af med udstyret inden vi bliver for mange. Sidste hold er endnu ikke kommet i vandet, så efter jeg har stuvet mit gear, kan jeg hjælpe til med at de blev klargjort. Herefter er det bare at vente med en kop øl og en gang røverhistorier til alle er på båden igen. Og så går det tilbage til Danmark. Kl. 19:30 er vi inde og hurtigt bliver der rigget af, og båden hevet op på traileren og så går det til Farum for parkering af båden, afregne for turen og fylde flasken.

Tilbage til mine dyk
 


April 30, 2018 :: Top