Hjem

 

Set og sket

Johnnie

    Min historie

    Har jeg været

    Om mine rejser

    Dyk

    Om mine dyk

Jane

Andet

    Malthe

    Tarzan

    Elvis

    Link

    Gæstebog

 

Download: Fast, Fun, Awesome

 Thunderbird

Ishøj Liebach hjemmesiden


    

10. marts 2007: False Bay, Sydafrika.            

Weekenden kommer,lørdag d. 10. marts 2007, og jeg har lavet aftale med Scuba Shack om 2 dyk. Mødetidspunktet er 7:30 de 45 km fra hotellet, så det er lidt klatøjet jeg ankommer. Dog kan jeg denne gang køre direkte, uden svinkeærinder (jeg lærer jo af mine fejl).
 

Nå, dagens program er båddyk med både vrag og sæler på programmet. Jeg bliver spurgt om jeg "kun" skal have 2 dyk, for de har arrangeret et tredje. Jeg hopper med på dem alle. Der er nogen udskiftning på de 3 dyk, men hvis jeg bare kommer i vandet, gør det ikke meget hvem der vil blive min makker.
 
Vi skal igen ned langs kysten på den østlige side af Cape-halvøen, til slæbestedet Millers Point, en ca. 8-10 km syd for Simonstown. Dagens første dyk skal være til en af de 5 vrag iSmitswinkel Bay, til Rock Eater der er/var en diamantskraber. og som den sydafrikanske flåde har sænket for at skabe et kunstigt rev og et turist-dykkemål. Vi kommer alle (Chester var med igen, en kvindelig irer, 3 sydafrikanere, en tysk kvinde (kun på kig ved første dyk) og 3 Dive Masters) i grejet og får kørt båden i vandet. 10 min. sejlads er der ud til dykkestedet, og loddet bliver kastet. Jeg kommer til at danne makkerpar med ireren (Sharon). Vi hopper i vandet, og begynder vores nedstigning. Sigten er noget plummert, men på ca. 10 m dybde, sank temperaturen mærkbart fra de 20°C i overfladen til 11°C, herved øges sigtbarheden og jeg vil anslå at der er ca. 20 m sigt, vraget er i hvert tilfælde synligt nu. Selv om vraget er grundigt begroet af planter og dyr er det dog helt intakt. Min makker og jeg svømmer rundt helo-platformen og ned til sandbunden i 33 m dybde, herfra langs skibssiden, rundt stævnen og tilbage langs dækket. Efter ca. 15 min ved vraget har jeg nået grænsen for minimum luft hernede på vraget og signalerer til Sharon at det er tid til opstigning. Dette tager yderligere 10 min inkl. sikkerhedsstop. Vel oppe i vandoverfladen, krænger vi grejet af og langer det op i båden før vi alle mere eller mindre elegant kravler ombord. Lidt nysgerrigt spørger jeg Sharon om hvor mange dyk hun har logget, idet hun på min angivelse i dybet om luftstatus jo nærmest ikke havde brugt luft. Svaret er >300 dyk. Nå, bådtur tilbage til slæbestedet og båden op på land, da der ikke er plads til at lade den ligge i vandet indtil næste dyk.
 
Til det næste dyk er de 3 sydafrikanere taget af sted, men en ny slutter sig til os, og tyskeren skal denne gang med i vandet. Dette dyk går tilPietermaritzburg en gammel WW2 minestryger, som også er blevet sænket som kunstigt rev og dykkemål. Turen derud tager mindre end 5 min. fra slæbestedet, vraget findes og loddet kastes. Så er vi klar. Min makker denne gang er en Dive Master. Igen noget uklart vand de første meter ned, men under springlaget hvor temperaturen falder til 9°C ændredes sigten, ikke helt så klart som på Rock Eater, men dog ca. 10 m. Vi gå ned til sandbunden på 22 m og kan herefter følge skroget hele vejen rundt. Der er mulighed for at kigge ind i vraget gennem et stort hul i skibssiden, og vi kan følge de udvendige lejdere op og ned mellem dækkene. Også dette vrag er meget overgroet efter de mange år i vandet. Efter Rock Eater, der var et "Wuaw"-dyk, er der ikke helt samme bid i dette, selv om der intet er galt med dette (har nok bare fået kicket på det første vrag). Efter 25 min. ved minestrygeren er det tid til at gå op. Hurtigt tilbage til slæbestedet og båden op på land igen. Vi tager afsked med sydafrikaneren og Sharon (der er en rugbylandskamp mellem Irland og Skotland i TV hun må hjem og se).
 
Til gengæld er der to "nye" med på turen, begge piger, til dagens sidste dyk tilPartridge Point. En amerikaner og en tysker der kun skal snorkle. Det drejer sig nemlig om "dyk med sæler". Igen, båden i vandet, og af sted det går. Ca. 5 min. i sydlig retning til nogle klippeformationer (som vi så og passerede på dagens første dyk). Her holder en sælkoloni til, og det er dem vi skal underholdes af. Føj, hvor de stank, men det kan ikke lugtes nede under vandet, men nu skal vi først klappe af dem. Efter sigende er det for at efterligne lyden af en sæl der klasker blæksprutter imod vandoverfladen, så vores klappen skal få dem til at tro at der er mad. Kun nogle få hopper på den, men nysgerrigheden trækker dog flere af dem i vandet. Vi sejler nu om på den anden side af klippeblokken, for at kunne svømme medstrøms og rundt klippen. På vej rundt, under vandet, får vi en tur ind i en hule inde i klippen, hvor der står en lille luftlomme, sjovt at kan tage "sutten" ud af munden og trække vejret frit, mens dykkecomputeren viser 6-7 m nede. Nå, vi svømmer videre og kan nu rigtigt mærke strømmen trække og skubbe. Vi er denne gang ikke så langt nede (16 m) så temperaturen er på hele 15°C og med en sigt på ca. 8 m. Efter turen rundt om klippeblokken, er der show. Sælerne kommer strygende rundt om os, og ganske nær, men holder sig alligevel lige udenfor vores rækkevidde (jeg skønner at jeg kun er 5-10 cm. fra at kunne klappe dem, men det ønsker de tilsyneladende ikke). Igen en "Wuaw"-oplevelse. At se disse mestre i svømning på så nært hold og så elegant bevæge sig i strømmen. På et tidspunkt, hvor jeg krampagtigt holder fast om en stor sten for ikke at blive flyttet af strømmen, står en af sælerne nærmest på næsen, og roder efter muslinger, og med minimale finnebevægelser står den bomstille i vandet trods strømmen, fantastisk. Vi må dog til sidst tage afsked med sælerne og gå til overfladen, hvor båden hurtigt er på siden af os, så vi kan læsse af og komme ombord. Og der snakkes om det vi lige har været vidner til. Tilbage til slæbestedet, båden op og så kan vi skifte til tørt tøj, efter at solen har varmet og tørret os. Vi kører tilbage til shoppen.
 
Efter disse 3 dyk i Sydafrika kan jeg nok være "høj" i lang tid, for jeg synes at det er helt fantastisk, og forhåbentlig ikke sidste gang jeg kommer derned.

Tilbage til mine dyk










April 30, 2018 :: Top